Necker Cube

Necker Cube Ambiguous Figure er opkaldt efter sin ophavsmand, Louis Albert Necker (1786-1861), som første gang offentliggjorde illusionen i London and Edinburgh Philosophical Magazine and Journal of Science i 1832.

Necker Cube Ambiguous Figure tilhører en stor klasse af illusioner, hvor en todimensionel figur eller et tredimensionelt objekt kan ses på to eller flere skarpt adskilte måder. Der findes mange eksempler på tvetydige figurer, som du kan søge efter i dette illusionsindeks.

En af grundene til, at Necker Cube er så interessant, er, at selv om det måske er mest naturligt at se billedet som en af to terninger, der er forskelligt orienteret i rummet, er det muligt at se det som blot en 2-dimensionel figur på siden. Derfor er Necker Cube tredobbelt tvetydig. Det faktum, at man kan se billedet som både 2D og 3D, giver næring til debatten om, hvorvidt den visuelle oplevelse repræsenterer 2D- eller 3D-rum. Hvis 2-D/3-D-gestaltskiftet er en ændring i selve den visuelle oplevelse, som det ser ud til at være tilfældet (snarere end en ændring i vores overbevisninger om billedet), ville dette bedst kunne forklares ved, at den visuelle oplevelse er som et 3-D rum.

I forbindelse hermed findes der en anden version af Necker Cube, som umiddelbart ligner en 2-D figur, men som også kan ses som en 3-D terning, som illustreret nedenfor.

Der er en vis uenighed om, hvordan Necker Cube Ambiguous Figure fungerer. Der er almindelig enighed om, at nethindebilledet er konstant, når man oplever illusionen, men hvad der ikke er enighed om, er, om den visuelle oplevelse af terningen ændres, når perspektivskiftet finder sted, eller om selve oplevelsen ikke ændres, og det er en eller anden postoplevelsesmæssig tro, vurdering eller anden mental proces, der ændres. Necker-kuben er blandt andre tvetydige figurer blevet citeret i debatter om dette spørgsmål (Silins 2015: §2.4).

Dette spørgsmål er sammenflettet med mere generelle spørgsmål om sindets modularitet og kognitiv gennemtrængning. For at forklare: Ifølge hypotesen om, at sindet er modulært, er et mentalt modul en slags semi-uafhængig afdeling af sindet, som behandler bestemte typer af input og giver bestemte typer af output, og hvis indre arbejde ikke er tilgængeligt for personens bevidste bevidsthed – det eneste, man kan få adgang til, er de relevante outputs. I forbindelse med visuelle illusioner er en standardforklaring på, hvorfor illusionen fortsætter, selv om man ved, at man oplever en illusion, at det modul eller de moduler, der udgør det visuelle system, til en vis grad er “kognitivt uigennemtrængelige” – dvs. at deres indre arbejde og output ikke kan påvirkes af bevidstheden. Det er stadig et åbent spørgsmål om, i hvilket omfang perceptuelle moduler er kognitivt uigennemtrængelige, og der anvendes tvetydige tal i debatterne for at forsøge at besvare dette spørgsmål. En måde, hvorpå tvetydige figurer kan understøtte påstanden om, at visuel behandling i høj grad er uigennemtrængelig, er, at gestaltkontakten er svær at kontrollere – ofte vil man se en figur på den ene eller den anden måde, selv om man forsøger at se den på den anden måde. Macpherson diskuterer dette fænomen og dets konsekvenser i sin artikel fra 2012. Endvidere er der nogle beviser fra neurovidenskaben for, at der i det mindste for nogle tvetydige figurer er betydelige ændringer i den tidlige visuelle behandling i hjernen, når gestaltskiftet finder sted, hvilket kan understøtte hypotesen om, at gestaltskift generelt er ændringer i selve oplevelsen snarere end i nedstrøms mentale processer som f.eks. overbevisninger om denne oplevelse (se Kornmeier & Bach 2006, 2012).

Endelig er der blevet citeret tvetydige tal i debatter om, hvorvidt erfaringens natur fuldt ud kan forklares ved kun at appellere til dens repræsentative indhold. Nogle filosoffer og kognitionsforskere skelner mellem en oplevelses fænomenale karakter – dvs. hvordan det er for et bevidst subjekt at gennemleve denne oplevelse – og dens repræsentationelle indhold – dvs. hvad oplevelsen handler om. Nogle filosoffer, kendt som “repræsentationalister”, hævder, at oplevelsens fænomenale karakter fuldt ud kan forklares ved hjælp af oplevelsens repræsentationelle indhold. En af begrundelserne for dette argument er, at repræsentationsindholdet synes lettere at “naturalisere” – dvs. at dets natur kan forklares rent materialistisk ved udelukkende at henvise til fysiske enheder som hjernens tilstand. Fænomenal karakter synes på den anden side at være langt mere modstandsdygtig over for forsøg på at naturalisere den. Men hvis fænomenal karakter kan forklares fuldt ud i repræsentationalistiske termer, så ville det gøre det meget lettere at naturalisere fænomenal karakter. Og tvetydige figurer er blandt de vigtigste eksempler, der diskuteres i debatterne om, hvorvidt fænomenal karakter kan forklares fuldt ud i repræsentationalistiske termer. Macpherson (2006) har f.eks. argumenteret for, at de ændringer i fænomenal karakter, der opstår, når man oplever nogle tvetydige figurer, ikke kan forklares i naturalistiske, repræsentationalistiske termer. Macpherson’s artikel fra 2006 giver et overblik over den generelle debat og dens mange bevægelige dele.

Leave a Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.